Thurø Sømandsforening
Thurø Sømandsforening blev stiftet i 1858, som Thurø Enkekasse, og fik i 1892 ændret navnet til Thurø
Sømandsforening.
Foreningen blev oprindelig stiftet, fordi kvinder mistede deres ægtemænd og dermed familiens forsørger og børn blev forældreløse.
Foreningens formål var at hjælpe enker og forældreløse børn efter de i vedtægterne foreskrevne bestemmelser.
Da understøttelse af foreningens oprindelige målgruppe i dag er en samfundsopgave, er formålet videreført i form af ”julehilsener” til enker, der opfylder bestemte kriterier.
Foreningen har gennem årene forandret sig. I dag har foreningen trods sit navn ikke det maritime som den vigtigste aktivitet, men er mere blevet en lokal kulturel og selskabelig forening hvor både kvinder og mænd hygger sig sammen ved forskellige arrangementer, selv om man ikke har en søfarts baggrund.
Foreningens aktiviteter er følgende:
Den årlige ordinære generalforsamling-
Den ordinære generalforsamling afholdes i februar måned. Efter generalforsamlingen er der foredrag eller underholdning, hvis emner kommer vidt omkring; det handler ikke kun om søfart.
Den årlige sommerudflugt-
Hvert år i slutningen af august måned arrangerer foreningen en udflugt, som har ført os rundt til mange forskellige oplevelser i landet.
Torskespisning-
Hvert efterår arrangeres der torskespisning på Skipperkroen.
Info
Deltagerantallet ligger på omkring 80-100 medlemmer til hvert arrangement.
I dag har Foreningen ca. 370 medlemmer.